Stadig svært at tage TOEFL i Danmark

Så er der endelig blevet sat fokus på problemet med at tage TOEFL-testen i Danmark. Jeg skrev om det i 2008, da jeg selv sad i suppedasen og måtte smutte til New Jersey (ja, det var fint nok, for jeg endte med at kombinere testen med et sprogskoleophold i New York, hehe, måske en anelse dyrt for at tage en engelsktest).

Nu er Berlingske Tidende gået ind i sagen med artiklen “Sprogtest blokerer for studieophold”, og det initiativ hilser jeg mere end velkommen! Jeg håber, de kan råbe beslutningstagerne op, for det er da godt nok til grin, at vi skal rejse ud af landet for at samle materiale til vores ansøgning. Jeg ved ikke med jer, men som studerende har jeg virkelig ikke mange penge at rejse for.

Jeg er dog noget utilfreds med journalisternes overskrift på case-artiklen, “Nemmere at tage testen i Nigeria end i Danmark”. Selvfølgelig er det nemmere at finde en ledig plads i et land med 130 millioner mennesker, hvor hovedsproget er engelsk. De studerende skal jo ikke aflevere TOEFL-resultater, hvis de søger ind på et amerikansk universitet, da de allerede har engelsk som native tongue! Men måske er den studerende eller journalisterne ikke så bekendt med Nigeria …

Udgivet i Columbia University | Tagget , | Skriv en kommentar

Fra 9 til C – når en dansk karakter bliver international ubrugelig

I øjeblikket har jeg et par bekendte, der er i fuld sving med at søge ind på udenlandske universiteter. Jeg har dog med ærgrelse erfaret, at deres hårde arbejde kan være spildt, på grund af den måde de danske karakterer bliver “oversat” på. En af mine veninder har et sprudlende karakterbevis med 12 og 10 taller. En enkelt karakter er dog “kun” et 9-tal. En anden veninde har fået oversat tre 9-taller til 3*C. Når karakterne bliver oversat til amerikanske standarder, bliver 12 til A, 10 til B, og 9 (eller 7 på den nye skala) til C!!! WHAT???

Efter mit studieår på Columbia kan jeg hilse og sige, at hvis man fremviser et karakterbevis med et C, svarer det til at sige, at man har siddet og kløet sig i røven et helt semester. Sagt på en anden måde: Man skal VIRKELIG gøre sig umage, for at få så lav en karakter på et amerikansk universitet (eller have misforstået faget). Jeg fik selv C, da jeg studerede på Columbia, og min underviser tilbød mig at skrive eksamen om, fordi han mente, at jeg havde misforstået opgaven, og han vidste, at karakteren kunne ødelægge min fremtid. Jeg sagde dog nejtak, da den pågældende karakter blev overført som “Bestået” til mit danske karakterblad.

For mine veninders vedkommende har den ene droppet at sende en ansøgning til et canadisk universitet, mens den anden nu håber, at hun kan sende en forklaring til universitetet om, hvad tallet 9 egentlig dækker over. Det betyder i al fald ikke, at hun har dovnet den af i sit tidligere studieliv, som det helt sikkert vil blive opfattet som.

Jeg vurderer, at Fulbrights karaktersammenligning, som man kan se her, er mere retvisende.

Udgivet i Columbia University | Tagget , , , , | En kommentar

Mit udbytte af et udlandsophold

Nedenfor følger et meget langt skriv, som er sakset fra det takkebrev, jeg sendte til mine sponsorer. I korte træk siger jeg følgende: Et udlandsophold er uvurderligt!

Kort sagt har det været en enestående oplevelse at studere og leve i en millionby, som rigtig mange mennesker har et forhold til. Mit år i New York var så oven i købet endnu mere specielt, fordi jeg kom til at opleve valget af USA’s første sorte præsident, Barack Obama, og den omsiggribende finanskrise, der fik store konsekvenser for folk tæt på mig. Det var en meget særlig fornemmelse at stå midt i historien, samtidig med at jeg skulle placere mig selv i et nyt land, få en hverdag til at glide på et nyt sprog og tilpasse mig en anden form for uddannelsessystem på Columbia University.

Undervisning og foredrag
I løbet af de to semestre satte jeg fokus på økonomi gennem fagene  ”International Capital Markets”, ”Economics of Finance”, ”State and Illegality in Southeast Asia” (om korruption i regionen), og jeg studerede også mere politiske processer gennem fagene ”Democracy or Authoritarism in Southeast Asia”, ”EU – Politics and Institutions”, ”Women and Buddhism in China” samt det meget FN-relaterede fag ”Rethinking Human Rights”.

Columbia University er et ud af de otte meget prestigefyldte Ivy League universiteter i USA, og med sin placering på Manhattan i New York er det kendt for at være en magnet for nogle af verdens bedste debattører og forskere. I løbet af mit studieår kiggede prominente personer som Samuel Rushdie, Kofi Annan, Paul Auster, Barack Obama (der i øvrigt har to års uddannelse fra samme sted), Frankrigs finansminister Christine Legarde, nåja, og ikke mindst daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forbi mit universitet for at holde taler om dette og hint. Det var en enorm inspiration at så kendte personligheder anså det som værende ærefuldt at komme i dialog med os studerende.

I endnu højere grad hentede jeg dog inspiration og styrke til at klare studierne hos mine medstuderende. Jeg havde størstedelen af min undervisning i School of International and Public Affairs, og her mødte jeg unge, ambitiøse mennesker fra hele verden. Man plejer at sige, at travle mennesker er dem, der får klaret en ny opgave hurtigst, fordi de simpelthen forstår at prioritere deres tid. Jeg må konstatere, at dette i høj grad gjaldt for mange af mine medstuderende, som havde gang i internationale projekter, de brugte aftener og weekender på ved siden af de hårde studier. De var målrettede i en grad, jeg aldrig har set magen til i det danske uddannelsessystem, og det smittede af på mig. Men der skulle knokles for at følge med, og efterhånden blev det mere reglen end undtagelsen, at jeg studerede 12 timer om dagen syv dage om ugen.

Det faglige niveau befandt sig naturligvis på førsteklasses niveau, og udbyttet var følgelig deraf i særklasse. Jeg blev meget inspireret af mine finansfag, der blandt andet gav mig værktøjer til at forstå det globale interbankmarked, træffe beslutninger om investeringer for firmaer og til at sammensætte en aktieportofolio med lav risiko. For mit vedkommende tog jeg primært fagene for at have en god økonomisk baggrundsviden som journalist, men flere af mine studiekammerater fik efterfølgende jobs i hedgefonde og the Federal Reserve.

Mit absolutte yndlingsfag skulle imidlertid vise sig at blive et af dem, jeg ikke havde haft høje tanker om, inden vi begyndte. I faget New Media and Development Communication så vi nærmere på, hvordan digitale medier såsom Internet og mobiltelefoner bliver anvendt i udviklingslande i dag. Det siges, sådan lidt forenklet, at der i dag er en milliard mennesker på kloden, som er forbundet online. Det interessante bliver nu at få den næste milliard med ombord. Faget og dets kilder inspirerede mig i en sådan grad, at jeg har valgt at skrive speciale med fokus på, hvordan journalister i udviklingslande anvender mobiltelefoner, når de skal ramme deres målgrupper.

Kulturelle oplevelser
Naturligvis huskede jeg og mine nye venner også at tage os tid til at nyde New York og byens mange tilbud. Nogle gange brugte vi tirsdag aften til at slå et smut forbi den anerkendte MET-opera, fordi vi som Columbia-studerende kunne få billetter til spotpriser, eller vi indtog en god portion lækkerbiskener for øregangen på en af de mest autentiske jazzklubber i Harlem. Samtidig prioriterede vi også at arrangere ture ud af byen, så vi fik set andre dele af USA.

Dansk netværk
En af de helt store erkendelser for mig ved at bo uden for Danmark var dog, at jeg i høj grad havde brug for at have en smule kontakt med andre danskere. Ved at have den samme kulturelle baggrund har man ganske simpelt en fælles referenceramme, og vigtigheden af det, forstod jeg først, da jeg manglede den. Derfor stiftede jeg en social netværksgruppe for danskere på Columbia University. Samtidig satte jeg mig for at videregive alle mine erfaringer online her på bloggen, så jeg kan inspirere andre unge danskere til at rejse til udlandet og studere.

Hver en øre værd
”Har det så været pengene værd?”, er der flere der spørger mig, når de hører, hvordan jeg har måttet gældsætte mig for at realisere min drøm. Jeg kan kun fastslå, at det har været hver en øre værd at opnå erfaringer, man ikke kan omsætte i kontanter: At fejre resultatet sammen med African-Americans i Harlem den aften, hvor Obama blev valgets sejrherre, og mærke hvordan gaderne flød over med viljen til forandring. At få undervisning i finanskrisen og baggrunden for subprime loans fra en anerkendt professor, der i øvrigt ejer en hedgefond, alt i mens Lehman Brothers krakkede uden for vinduet. At overvinde min egen blufærdighed i form af sprogbarrierer og kulturforskelle og bare trænge mig på hos mine medstuderende, så jeg kunne være med til at skabe velfungerende studiegrupper, der afgav toppræstationer. At møde cremen inden for alle brancher – de bedste studerende, de bedste musikere, de bedste kunstnere – når jeg bevægede mig rundt i byen og deltog i sociale arrangementer. Det var min hverdag i et år. Sådanne oplevelser kan ikke købes for penge. På samme tid har jeg fået skabt et enestående internationalt netværk, og udover at jeg nu har venner over stort set hele verden, har jeg fået skabt lige adgang til førsteklasses forskere. I USA er det nemlig helt normalt at professorer og studerende holder kontakt med og anvender hinanden som netværk. Således har jeg med mit ophold indfriet præcist de ambitioner, jeg stræbte efter inden afrejse, nemlig at få internationale erfaringer, jeg kan anvende fremover.

Ved at vide, at jeg kan klare mig i New York på godt og ondt, er der i dag ikke noget sted, jeg er bange for at slå mig ned. Når jeg har afsluttet mit speciale, ser jeg derfor muligheder i at søge job både i Danmark eller i udlandet. For at holde mig selv til ilden, arbejder jeg fortsat målrettet med mit engelsk, og blandt andet har jeg valgt at skrive mit speciale på engelsk, så jeg kan ramme en noget større målgruppe, end den jeg kan ramme på dansk. Jeg har nemlig oplevet, at når jeg bevægede mig i en verden af skyskrabere, fik mine tanker om fremtiden også lov til at flyve op i ambitiøst høje luftlag, og det holder jeg fast i for fremtiden.

Udgivet i Columbia University | 2 kommentarer

Budgettet holdt ikke helt ;)

Jeg synes lige, at jeg vil lægge mit endelige regnskab op for 10 måneder i New York. Som I kan se, holdt mit budget ikke helt. Det er bare sindssygt dyrt at bo i den by!

Regnskab for Camillas studieophold i New York

Udgifter i danske kroner
Tuition Columbia kr. 210.000
Skoleudgifter, bøger/print/fotokopiering kr. 7.000
Husleje (inkl. Internet samt hostel-overnatning de første uger) kr. 75.000
Telefon, amerikansk mobiltelefon og Skype kr. 5.000
Mad, drikke og restaurantbesøg kr. 30.000
Diverse oplevelser, kulturelle begivenheder og smårejser kr. 16.500
Personlige udgifter kr. 16.000
Studenterforsikring kr. 7.000

Transportudgifter, blandt andet metro kr. 5.000
Danmark-New York kr. 4.000
Returbillet, Danmarksbesøg under opholdet kr. 5.500
New York-Danmark  kr. 4.000

Andre udgifter, herunder opmagasinering af ejendele i Danmark kr. 20.000

Udgifter i alt kr. 405.000

Indtægter i danske kroner
Legater kr. 107.500
SU’s Uddannelsesstipendium kr. 42.250
SDU’s Internationaliseringspulje kr. 12.800
SU under opholdet kr. 49.290

Indtægter i alt kr. 211.840

Forskel på indtægter og udgifter kr. -193.160

Underskuddet har jeg dækket ved hjælp af: Lån af forældre, SU-lån og lån i banken

Fonde, jeg har modtaget legater fra:
•    Arbejdernes Landsbanks Legat: 5.000 kroner
•    Dagspressens Fond: 25.000 kroner
•    KaJO, Kredsen af Journaliststuderende i Odense: 500 kroner
•    Knud Højgaards Fond: 30.000 kroner
•    Konsul Axel Nielsens Mindelegat: 5.000 kroner
•    Oticon Fonden: 15.000 kroner
•    Rebildselskabets Fonde, Rebild National Park Society, Inc.: 8.000 kroner
•    Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fond: 10.000 kroner
•    TTS Legatet, Thanks To Scandinavia: 9.000 kroner

Udgivet i Hvordan man søger legater | 6 kommentarer

New York, din luder!

Her kan du få alt for penge, og byen smider sig fladt på ryggen, så du kan fylde i automaten.

Og den dag mønterne så slipper op, kan du betle om kap med bumserne ved kantstenen.

Byens brutalitet chokerer mig, og jeg skruer højere op for min Ipod.

Udgivet i Guide til New York City, New York atmosfære | Skriv en kommentar

Everything is illegal in New York!

… Taxachaufføren snakkede ufortrødent videre om sin drøm om at komme til Danmark. “Forstår, du”, nærmest råbte han, “denne her by har man sgu ikke lyst til at opdrage sine børn i. Jeg har to sønner på 8 og 10 år, og jeg har bare lyst til at komme væk herfra, inden de bliver teenagere. Jeg HADER den her by …

LÆS HELE INDLÆGGET

Udgivet i Guide til New York City | Tagget | Skriv en kommentar

Min opskrift på at komme til at studere i New York

Nu hvor jeg er i mål med mine studier i USA, kan ansøgningsprocessen næsten virke som en bagatel. Det har en af mine læsere, Cathrine Petersen, dog hjulpet mig med at huske, at den IKKE var, for hun har nemlig spurgt mig, om jeg vil prøve at skrive hele mit forløb op i punktform. Jeg takker for spørgsmålet, og se, når jeg så går tilbage i tiden, kan jeg udmærket huske, at det var megahårdt. Jeg vil her give en opskrift på, hvordan jeg bar mig ad med at komme fra ide til mål.

1. [2006, julen] Jeg fik ideen til at studere på Columbia University. Jeg havde mest lyst til at tage studier i USA som en del af en dansk uddannelse, og efter juleferien ringede jeg til Syddansk Universitet for at høre, om det var muligt at blive optaget på kandidatuddannelsen i journalistik med start februar 2008. Det var det.

2. [2007, februar] Jeg havde sat mig mere ind i, hvad det krævede at blive optaget på Columbia University, og jeg droppede ideen om at starte i efteråret 2008 af to væsentlige årsager: Dels var det blevet annonceret, at staten ville sende penge med de studerende fra efteråret 2009 (det såkaldte SU Udlandsstipendium), dels havde jeg brug for at køre ansøgningsprocessen i mit eget tempo; at indsamle penge og at forberede mig på at skulle studere på engelsk kunne jeg ikke overskue at gøre på få måneder, samtidig med at jeg skulle studere på cand.public. 1. semester. Så jeg valgte at sætte processen en smule på standby og koncentrere mig om mit danske semester.

3. [2007, februar/marts] Jeg gik dog ikke helt i stå. Jeg havde forstået så meget, at det var smart at få nogle folk, højt på strå, til at tro på mit projekt. Jeg syntes, det var en hurdle uden lige at skulle bede om anbefalinger på engelsk fra arbejdsgiver og universitetet, omvendt vidste jeg, at det var bedst at få det overstået. Hvis jeg fik hevet de anbefalinger ind, ville jeg jo også kunne bruge dem i min legatansøgningsproces. Det er jo altid godt, hvis man kan dokumentere, at der er nogen med pondus, der tror på ens projekt :) Anbefalingen fra mit arbejde skrev jeg selv. Inden jeg afleverede den til underskrift skulle jeg naturligvis have en med engelskkunskaberne i orden til at rette den igennem. Det var svært at skrive, og jeg lagde ud på dansk og oversatte bagefter. Det blev nok derefter … Min professor på universitetet skrev selv anbefalingen (hvilken lettelse!), men han bad mig om at skrive en sides penge om mit projekt. Det skrev jeg så – på dansk.

4. [2007, marts] For mig var et af de mest alvorlige skrækscenarier mit engelske sprog. På dette tidspunkt havde jeg stort set ikke snakket engelsk siden jeg var 16 år, og skrevet engelsk … hmm, jeg erindrede det knap. Jeg prøvede at regne ud, hvordan jeg kunne få et afslappet forhold til det, og løsningen syntes at ligge lige for: Jeg besluttede mig for at kombinere sprogskole med at bo i New York og samtidig tilmelde mig TOEFL-testen i USA. Sprogskolen, jeg valgte, fandt jeg via en tysk hjemmeside; jeg ville for alt i verden undgå at ramme ind i snakke dansk. Jeg planlagde opholdet, der var bestemt til september/oktober 2007, i marts og fik bestilt en plads til TOEFL. Der er altid rimelig booket, så det er slet ikke tidligt at være ½ år forude. Faktisk var alle tests i New York booket på det tidspunkt, og jeg måtte finde et sted i New Jersey. Nu havde jeg noget at se frem til, samtidig med at jeg færdiggjorde 1. semester af kandidaten.

5. [2007, juli] Da jeg var færdig med semesteret, begyndte jeg endelig at tænke på mit Columbia-ophold igen. Henover sommeren søgte jeg nogle få legater, til det jeg betegnede som mit “indledende studieophold”. Oticon Fonden sponserede mit sprogskoleophold med 3.000 kroner, resten (cirka 37.000 kroner) betalte jeg af egen lomme. Jeg besøgte også Fulbrights studenterrådgivning i København første gang for at høre mere om deres legater.

6. [2007, september/oktober] Med knap to måneder i New York fik jeg virkelig sparket gang i troen på, at jeg nok skulle kunne komme ind på Columbia. Hvorfor?

* For det første besøgte jeg universitetet og blev fuldstændig klar over, at det var stedet, hvor jeg ville studere. Jeg mødte også en studerende, der venligt lyttede til min historie og bagefter påpegede, at det jo var folk som mig, Columbia var interesseret i at få ind. Tænk, sådan havde jeg aldrig set det før; kunne JEG virkelig være en berigelse for universitetet … tjah, hvorfor ikke?

* For det andet fik jeg sparket gang i mit sprog, og så var det jo slet ikke så slemt alligevel. Jeg brugte blandt andet aftenerne på at se film med undertekster, og så skrev jeg de ord ned, jeg ikke kendte. Når filmen var slut, slog jeg ordene op, og skrev dem ind i min egen sammensatte ordbog i et Excel-regneark. Ellers sørgede jeg for at læse så meget forskelligt, som muligt. Det er en god måde at udvide ordforrådet på. Jeg klarede TOEFL-testen med bravour, og så behøvede jeg heldigvis ikke at tænke mere på det (man KAN godt søge ind på Columbia, hvis ens score er under 100, men så skal man igennem en engelsktest, inden semesteret begynder. Med en score på 109 ud af 120 slap jeg heldigvis for det).

* For det tredje fandt jeg ud af, at jeg godt kunne bo og klare mig i New York. Jeg fik nogle venner, fik taget brodden af “wauw! Jeg er i New York”, og gjorde mig i det hele taget klar rent mentalt til at vende tilbage til byen for at studere.

7. [2007, november/december] Da jeg kom tilbage efter mit sprogskoleophold, gik jeg i gang med at strukturere min tid. Jeg blev nødt til at erkende, at der var ingen andre end mig selv, der var interesserede i, at jeg gennemførte mit projekt (sådan lidt hårdt sagt), derfor var der heller ingen andre end mig selv, der kunne sikre, at jeg nåede mit mål. Jeg så mig selv som direktør for mit eget firma, der ene og alene bar ansvaret for, hvordan det gik. Vejen for mig var at sætte månedlige deadlines – og at overholde dem. Jeg oprettede et Word-dokument og stregede over med grønt, hver gang jeg havde klaret en af de mange opgaver i løbet af den pågældende måned. I november var den vigtigste opgave at få undersøgt, hvilke fag jeg ville tage på Columbia – i givet fald at jeg blev optaget – og at få de fag forhåndsgodkendt af mit studienævn. Det tog herrelang tid! Jeg skulle finde oplysninger om fagene via nettet og desuden udfylde papirer fra SDU til hvert enkelt fag. Samtidig freelancede jeg som journalist.

8. [2008, januar-marts] Jeg brugte tiden på at søge studievejledning hos Fulbright og sende dem en ansøgning. Jeg sendte også andre legatansøgninger, alt i mens jeg freelancede og planlagde polterabend for min søster. Det var ren ventetid. Det var til at blive vanvittig af!

9. [2008, april] Jeg uploadede min ansøgning til Columbia’s School of Continuing Education online (jeg kunne have gjort det tidligere, men de havde ansøgningsfrist i april, og jeg syntes ikke jeg havde lyst til at belemre dem før den officielle ansøgningsperiode). Derefter kontaktede jeg – online – TOEFL, for at bede dem om at sende mine testresultater direkte til universitetet. Columbia vil IKKE have testresultaterne tilsendt, førend man har sendt sin ansøgning, så det blev nødt til at være i den rækkefølge. Jeg overvejede, hvorvidt jeg skulle sende en ansøgning til andre amerikanske universiteter, men jeg gad ikke rigtig. Sæt, jeg blev optaget … Nej, jeg ville ind på Columbia, og hvis jeg ikke kom det, ville der være en ny situation, måske var jeg mere hooked på at læse i Europa. Hvad ved jeg … det skulle jeg jo ikke forholde mig til ;)

10. [2008, maj] Afslag fra Fulbrigth. Først slog det mig helt ud, men så erindrede min far mig om, hvad jeg havde sagt til ham nogle måneder tidligere: Nemlig at studievejlederen hos Fulbright havde givet mig et vink med en vognstang om, at hvis jeg søgte New York, var der nok ikke nogle penge at hente for dette studieår. Jeg fik fornemmelsen af, at det ikke var en generel beslutning, Fulbright havde om ikke at støtte studierejser til New York, blot stødte lige præcis min ansøgning ind i det studieår, hvor legater til studier i andre stater skulle opprioriteres. Til gengæld ville jeg have en god chance med et andet USA-projekt, gjorde studievejlederen mig opmærksom på, og han fortalte om, at der var muligheder i Ohio, hvor han selv havde studeret, ligesom han viste mig et kort over universiteter i USAs andre stater end New York, som jeg kunne kigge nærmere på. Men da mit specifikke ønske netop var at komme ind på Columbia, ikke som sådan at studere i USA, vidste jeg derfor nærmest på forhånd, at den ansøgning, jeg sendte om at komme i betragtning til et Fulbright-legat, var så godt som diskvalificeret i denne legatrunde. Alligevel blev jeg naturligvis enormt ærgerlig over afslaget, Columbia er et af USA’s dyreste universiteter, men derfor var det også godt, at min far erindrede mig om studiehjælpen, således at jeg kunne holde fokus så tæt på mål (og jeg kan i øvrigt kun anbefale at have en mentor med i processen, som jeg brugte min far). Nu kunne jeg så ikke gøre andet end bare at vente på svar fra Columbia.

11. [2008, juni] Svaret kom en lille måned senere, mener jeg det var. Og hvor var det fedt! Det må være sådan, det føles at vinde i Lotto: En viden om, at nu ændres ens liv for altid. Det er eddermame fedt! Jeg søgte legater hos de fonde, der ikke har nogen ansøgningsfrist – alt andet lige regnede jeg med, at jeg ville stå stærkere, når de kunne se, at jeg var optaget.

12. [2008, juni/juli] Det gik op for mig, at jeg skulle kunne dokumentere at jeg kunne betale for mit ophold i USA. Optagelsesbrevet var således ikke en garanti for, at jeg kunne komme af sted … Der skulle forelægge bevis for likvide midler! Det var gået henover hovedet på mig, at jeg allerede kunne have begyndt at indsamle disse beviser, da jeg sendte min ansøgning til universitetet, så jeg fik ret travlt. Heldigvis samarbejdede mine forældre, deres bank og min bank fantastisk sammen med mig, og det lykkedes mig at få samlet papirerne sammen, i alt 21 sider, og få dem faxet til universitetet. Sagen er, at det amerikanske universitet først sender det vigtige I-20 papir, når man har dokumenterede penge på lommen – og det papir skal bruges for at søge visa på ambassaden. Så jeg kunne ikke engang bestille ambassadebesøg, førend jeg havde mit I-20. Alt lykkedes dog.

13. [2008, midt-august] Samtale på ambassaden. Hvis jeg havde været tidligere ude med at bevise mine finanser, så jeg havde modtaget mit I-20 noget før, kunne jeg have haft denne samtale tidligere. Nu lå den knap 10 dage før min rejse. Det blev lidt et sats, for hvis jeg ikke havde nået at få en samtale, ville flybilletten være gået til spilde.

14. [2008, slut-august/start-september] Jeg flyttede til New York og startede på et helt nyt liv med mine studier på Columbia. Rent boligmæssigt tilbragte jeg den første tid på et billigt youth hostel og hos en veninde. Efter tre uger kunne jeg flytte ind i min egen lejlighed, som jeg fandt via hjemmesiden for Den Danske Sømandskirke.

Udgivet i Forberedelse inden USA | Tagget | 22 kommentarer

Et tankefuldt indlæg om at være færdig på Columbia

Onsdag den 13. maj havde jeg min sidste eksamen på Columbia University. Dermed er mit studieår på det prestigefyldte universitet nu definitivt slut, og de sidste 10 dage har jeg brugt på at slappe HELT af. Det har virkelig været tiltrængt. Mit semester er gået ret godt, selvom jeg må indrømme, at det ikke blev lettere på andet semester, snarere tværtimod. Heldigvis endte jeg med et B+ i faget om politisk korruption i Sydøstasien. Det var ret vigtigt for mig, fordi jeg hos den samme professor kun opnåede et C på sidste semester. Jeg kan hilse og sige, at han har været meget imponeret af min udvikling. Hmm, det har jeg faktisk også selv :)

Så jeg er i gennem, og selvom det er lidt sært at vide, at jeg nu skal i gang med et nyt kapitel i mit liv, så sidder jeg nu stadig tilbage med følelsen af, “Yes, jeg gjorde det sgu!”. Som min kloge storebror Karsten engang har sagt til mig: “Det er så fedt at tage en uddannelse, for det er noget, ingen kan tage fra dig. Din kæreste kan blive snuppet, dit job, dine penge, men din uddannelse, det er noget, du selv har præsteret, og den har du, til du dør”.

Ikke desto mindre kan udddannelse også være en sær størrelse, der gør en (i al fald mig) forvirret på et højere plan. Når jeg kigger gennem mine blogindlæg, kan jeg se, at  det er mere end tre måneder siden, at jeg har skrevet noget af betydning om mit studie. Det store hul kan jeg godt forklare med tidsmangel, men sandheden er nok snarere, at jeg har haft  svært ved at sætte mig ned og skrive, når jeg har været så forvirret, som jeg har været: Efterhånden som dagene gik, kom det tættere på, at jeg skulle foretage et aktivt valg: Ville jeg prøve at forlænge mit visa i USA og søge job herovre, i mens jeg skrev speciale, eller ville jeg flytte tilbage til Danmark, med al den risiko der er for at blive fanget midt i mellem ikke at høre til?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv sådan cirka hver dag de sidste tre måneder, og min beslutning blev først endegyldigt truffet i fredags (tre dage siden), da jeg købte en flybillet hjem til.  Og hvad gjorde så udslaget? Der er flere ting, naturligvis, men den vigtigste årsag var nok, at jeg tog mig tid til at besøge min familie i Danmark i begyndelsen af maj (det var så lige midt i min eksamensperiode, det var noget værre stress at læse til eksamen med jetlag, og bagefter smutte til New York og gå til eksamen med jetlag, men det var nu det hele værd). Her opdagede jeg, at nok savnede jeg dem, men de savnede faktisk også mig. Så følelelsen af at høre til et sted og at man faktisk ikke er ligegyldig for familien, var et vendepunkt. En anden afgørende faktor var naturligvis økonomien. I Danmark vil jeg kunne leve for min SU, i New York er jeg heldig, hvis jeg kan betale min husleje med den. Og når jeg nu allerede har gældsat mig for x-antal hundredetusinde kroner, så er det måske lidt sjovere at komme hjem og leve spartant igen. En tredje ting der fik mig til at kigge mod Danmark, er det faktum, at mange af de fantastiske venner, jeg har fået i årets løb, også skal videre i deres liv, og mange drager mod Europa. Det vil sige, at jeg under alle omstændigheder skal til at “begynde forfra” her i New York, og hvorfor så ikke tage hjem og bruge tiden med mine dejlige danske venner plus stifte nye på de europæiske breddegrader?

Min egen film
Ja, en masse tanker, som man kun selv kan rådgive sig selv om. For at gøre det bedst muligt ser jeg mit liv som en film, hvor jeg selv har hovedrollen. Hvis jeg nu er en publikummer, der kigger på denne her film, hvad vil jeg så ønske skal ske i næste scene? Hvor skal hovedrollen bevæge sig hen, for at det bliver interessant at følge med i? Mit første afgørende kapitel i en international karriere er afsluttet, men det betyder jo ikke, at løbet om at arbejde internationalt nu er kørt, selvom jeg vender mod Danmark. Mit næste projekt er at skrive mit speciale og afslutte min kandidatuddannelse (cand.public.), og mon ikke det kommer til at gå det hele :)

Udgivet i Columbia University | Tagget , | 3 kommentarer

Gode spisesteder og lidt om drikkepenge

I løbet af den sidste uge har jeg spist på restaurant fire gange, to gange frokost, to gange aftensmad, og det svarer nok meget godt til virkeligheden for de fleste folk i New York, der har lidt penge på lommen: Man spiser ofte ude. Faktisk er det en så integreret del af folks virkelighed, at man heller ikke skal tøve med at tage resterne med hjem i en doggybag. Jeg var noget målløs første gang, jeg rent faktisk så det ske. Jeg var ude med en bekendt, som bad om det. Ærlig talt, er det ikke kun noget, man hører om, eller gør grin med, eller?

Ja, jeg gør i al fald ikke længere. Virkeligheden i New York er, at man sjældent selv har tid til at kokkere, og at man ofte mødes med venner på restauranter, der typisk serverer meget store portioner. Man betaler for det hele, så hvorfor ikke nøjes med at spise halvdelen og tage resten med hjem, så man er dækket ind til næste dags måltid? Det tog noget tid at overvinde mig selv, men nu spørger jeg pænt tjeneren: “Could you please pack this for me” (naturligvis kun hvis jeg skal hjem efter restaurantbesøget :) ). På den måde dækker jeg to måltider for en gennemsnitlig pris på 15-20 dollars. Det kan jeg næsten ikke selv gøre billigere.

Drikkepenge (tips)
Husk at tippe, når du spiser ude. Den ekstra pris er typisk ikke inkluderet i regningen, selvom jeg har set flere steder begynde at luske med det på den måde, at de inkluderer drikkepenge i regningen, og når du så betaler med dit kreditkort og skal skrive under på notaen, har du mulighed for at skrive flere drikkepenge på. Bare lad være med det …

Så hvad bør du lægge?

Jeg har flere forskellige versioner, typisk vil jeg dog runde op eller ned, så jeg kun lægger sedler. Lad os sige, at regningen lyder på $ 27,50. Dertil kommer tax på $ 2,30. I alt skal du betale $ 29,80.

Version 1:Gang tax med 2, det vil sige 2*2,30 = 4,60. Læg det til prisen 4,60+29,80= $34,4
Version 2
:Se hvor mange gange tallet 5 går op i prisen (29,80/5 = cirka 6). Læg i al $35,80
Version 3:Tag udgangspunkt i prisen FØR tax og tip cirka 15%. Det vil sige (0,15*27,5 =4,13). Læg i alt $34. På finere steder forventer de 20% i drikkepenge

Nå, og så til de spisesteder, jeg har besøgt, der i sandhed skiller sig ud (listen bliver opdateret – byd gerne ind med flere):

Daisy May’s BBQ (23 11th Ave/W46th St). Det her er STEDET at gå ud, hvis man vil have rigtig amerikansk barbeque. Det er lige så råt som industrikvarteret uden for vinduerne, og maden er super. Især deres chili kan anbefales, men deres ribs er også fantastiske. Hele svineriet bliver fx serveret med mashed potatoes, bønner, revet ost, creme fraiche og rødløg, og det er lige, som det skal være. Nej, bedre!

East Japanese Restaurant (E26/3rd Avenue). Der er mange gode sushirestauranter, men denne her er den eneste, jeg har fundet, med konceptet “roterende sushibar”. Imens du sidder ved bordet, triller der simpelthen sushi forbi på tallerkener, og når du skal betale for gildet, tæller tjeneren dine tallerkener sammen. Det kan blive en ret billig middag, især hvis man gør brug af de særlige “Salmon Mondays” og “Tuna Wednesdays”, hvor der er halv pris på de nævnte ruller.

Peter Luger Steakhouse i Brooklyn serverer kød i særklasse (kun det fineste af det fineste amerikanske kvæg mærket prime bliver overhovedet OVERVEJET som bøffer), og restauranten udmærker sig også ved at være blandt USA’s toptop steakhouses: Stedet har modtaget et væld af hædersbeviser gennem de 120 år, det har eksisteret. Man kan få burgers og andet kravl fra menukortet, men skal man have den rigtige oplevelse, bestiller man USDA Prime Beef Steak. Tilberedning rare (ikke medium rare, ikke welldone, men RARE). Man tror, det er løgn, til man selv har smagt det, men kødet smelter bogstaveligt talt på tungen af en. Det er super. Et lille tip. Hvis man er tre, så bestil Steak for two, hvis man er fire Steak for Three og så videre … Der er simpelthen så meget kød på tallerkenen, og tjenerne har ikke noget imod, at man deler. Det skal tilføjes, at det også er megadyrt (regningen løber let op over $200 for tre personer, men det kommer selvfølgelig an på, hvad man drikker), så hvem har lyst til at lade resterne gå til spilde (ja, man kan selvfølgelig bruge doggybag-metoden, men kødet er nok mest spændende på restauranten).
Steakhouset har to restauranter, men jeg har kun været på den originale i Brooklyn (178 Broadway), som derfor også er den, jeg anbefaler. Hvis man tager derud til frokost, kan man nøjes med at bestille bord en uge i forvejen. Hvis man insisterer på aftensmad, skal man regne med bordbestilling en lille måned i forvejen (men ring til restauranten, det kan jo være, der er ledigt …).

Floridita Tapas Restaurant (3219 Broadway/W125th St/subway 1). I særklasse hver fredag aften, hvor man fra klokken 21 kan nyde sine tapas i selskab med flamencodansere. Jeg foreslår, at man reserverer bord til klokken 20.30, så man kan nå at snakke lidt med hinanden, inden musikken går i gang. Bemærk, at danserne optræder to gange (sammenlagt i et par timer), så det er helt normalt, at man bestiller lidt at spise til første del og så venter med hovedretten til andet set går i gang.

Max Brenner  (2nd Ave og E9th Street eller Broadway mellem 13 og 14. gade, Union Square). Hvis man er til chokolade, skal man virkelig tillade sig selv at kaste penge efter et sandt chocolate treat på denne restaurant. Der er normal mad på menuen, men generelt er det et stort chokolade orgie. Man kan få chokolade-pizza (jeg smagte ikke, det så virkelig ulækkert ud) og de lækreste chokoladekager. Jeg vil anbefale, at man holder sig væk fra desserten Chocolate Mess (eller Mini Mess(, som tjeneren ellers anbefaler. Under et lag af flødeskum finder man en brownie og et stykke is, og det er altså ikke særlig appetitligt at se på, ligesom at hver mundfuld bliver druknet i flødeskum.

Hotel Marriots roterende bar (Broadway og Times Square) serverer en virkelig velassorteret buffet inklusiv et stort kagebord til $32. En tur rundt om hele Times Square tager en time, og det er herligt at sidde og være i øjenhøjde med skyskraberne. Hvis man nøjes med at gå to personer derop, får man et bord ved vinduet.

Og hvad man ellers skal smage i New York
Det jødiske brød med hul i midten, bagel, er et varemærke for byen. Brødet er kendetegnet ved, at det hverken indeholder mælk eller æg (kosher), og at det bliver kogt før bagningen. Selvom du kan få en bagel på hvert gadehjørne, kan det godt betale sig at finde en ordentlig bager. Jeg anbefaler blandt andet Bagel Store på 247 Bedford Avenue i Williamsburg (bare hop på subway L til Brooklyn og stå af på Bedford Avenue), og Absolute Bagel på Broadway/W107 St.

Snup en cupcake hos Magnolia Bakery (Columbus Ave og W69 St, den originale fra Sex in the City ligger på Bleecker Street/W11 St).

Frozen Hot Chocolate hos Serendipity 3 (225 E 60th St/mellem 2nd og 3rd Avenues). Jeg har endnu ikke selv haft fornøjelsen, men jeg har fået stedet, der er berømt for sin dessert frozen hot chocolate, stærkt anbefalet. Efter sigende kan man dog regne med en lang kø, og reservationer modtages kun, hvis man også vil spise frokost eller aftensmad i restauranten.

De bedste cookies finder man hos Levain Bakery (hjørnet af Amsterdam Avenue og 74th Street). Der er ikke tale om cookies i traditionel forstand, men derimod store cookie-lignende kager. En enkelt er enorm at komme igennem, og vælger man double chocolate, vil jeg anbefale at man har lidt frugt med i håndtasken til at tage det værste chokolade-chok. Det er himmelsk, og prisen er derefter. En enkelt fætter koster 3.75 dollars.

Udgivet i Guide til New York City | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | 7 kommentarer

Fredelig fodbold i Sierra Leone

En af mine medstuderende på Columbia University hedder Jakob Silas Lund. Han er dansker og manden bag et ret godt initiativ, jeg gerne vil give ham kredit for: For et par år siden etablerede han foreningen Play31, som giver børn i afrikanske Sierra Leone mulighed for at mødes på tværs af landsbyer og spille fodbold. Sierra Leone har lidt under en borgerkrig, der officielt endte i 2002, men sårene efter tusindvis af døde og millioner på flugt er stadig ikke helet.

Play31 samarbejder nu med lokale organisationer i landet for at skabe et fredeligere samfund i det ellers krigsprægede land. Tanken er, at (citat) “fodboldspillet har en evne til at forene folk”.

Siden opstarten har Play31 arrangeret fodboldkampe mellem deltagere fra over 100 landsbyer. Denne sæsons turnering sluttede i januar, og der er meget at bygge videre på. Deltagerne bemærkede blandt andet, at spillere, der kæmpede mod hinanden under krigen, var fair over for hinanden på banen, og at de jævnlige fodboldkampe havde forbedret nabobyernes indbyrdes forhold meget. Desuden fik pigernes hold positiv opbakning fra alle deltagere.

I dag tæller Play31 foruden Jakob Silas Lund en styregruppe på seks personer, og i øjeblikket arbejder foreningen på at få FN’s økonomiske opmærksomhed, så projektet kan udvikles til flere byer.

Hvis man har lyst til at støtte projektet eller bare vide mere, er der selvfølgelig også en Facebook-gruppe, man kan melde sig ind i.

Udgivet i Columbia University, Globalt | Tagget , , , , , , | En kommentar